Det var virkeligt et godt bryllup. Parret, der blev viet, var smukt. Deres forældre og forlovere var stolte. Der blev holdt fest til den lyse morgen. Der blev danset, spist og drukket. Parret blev fejret til den store guldmedalje. Der var sang. Der var glæde og der var live musik. Med klarinet som det ledende instrument. Det er typisk, her i den Sydøstlige del af Europa, at klarinetten får lov til at spille hovedrollen.
8 timers musik
Og efter 8 timers intens musik, der til tider kunne minde om en blanding af østeuropæisk klezmer og tyrkisk tsifteteli, så var der ingen, der var trætte af den intense lyd, som klarinetter kan frembringe. Og der blevet spillet meget højt. Tværtimod. På et tidspunkt rejste bandets medlemmer sig – og sammen med alle de festende – begyndte de at gå fra hus til hus i hele landsbyen. Der blev spillet ud for hver hoveddør. Alle skulle åbenbart vide, at der er bryllup. Og brudeparret modtog lykønskninger fra alle, der ikke lige var i stand til at danse så tidligt om morgenen.
Inden bandet rejste sig, udspillede festen sig på landsbyens lille torv. Forældrene, som betalte hele gildet havde fået lov til at sætte borde og stole op. De havde arrangeret catering, der sørgede for en buffet, som ingen kunne undgå at blive fristet af. De havde fået sat højtalere og mikrofoner op. Der var farvestrålende lamper, der kunne blinke i takt med lyden. Gæsterne var mødt op til festen i deres fineste tøj. Nogle var i folkedragter, sådan som traditionen byder.
Røgmaskine til et bryllup!
Det mest surrealistiske ved denne smukke, magiske – men trættende oplevelse var dog, at en eller anden havde fundet på, at der også skulle være en røgmaskine, der kunne blæse røg ud på den del af torvet, der blev brugt som dansegulv. Og jeg siger dig, det var ikke en lille røgmaskine. Den var stor. Med lyset fra de blinkende farvestrålende lamper fik røgen hele dansegulvet til at se fortryllende ud. Den kamuflerede selvfølgelig også, når en eller anden snublede – eller bare ikke kendte til, hvordan sekvensen for dansetrinene er.
Surrealistisk og spændende
Surrealistisk? Ja, det er det altså. Normalt ville ingen forvente at der bliver sat røgmaskiner ind til sådan en bryllupsfest. Alle ville dog forvente, at klarinetten tog lederskab. Og det kan I altså være stensikre på, at klarinettisten i bandet gjorde. Han var utrættelig. Og spillede faktisk godt. Ikke en falsk tone. I kan også godt være fuldkommen sikre på, at nu, hvor festen er overstået, og alle er meget trætte, så vil vi have lyden af klarinet i hovedet i mange timer endnu. Næsten som en form for tinnitus.
Heldigvis er det søndag – og inden hele landsbyen ligesom vågner op igen, så skal alle lige sove ud – inden festens efterdønninger sætter ind. Der bliver ikke nogen gudstjeneste i den lille kirke her søndag morgen. Det er sikkert. Præsten ved godt, hvor sådan et typisk landsbybrullup ender. Det kan ikke betale sig for ham at køre de 15 km hjemmefra kl. 8 søndag morgen for at holde gudstjeneste. Han vil dog besøge – lidt senere på dagen – den 103-årige gamle, døve kvinde, som kunne holdt ud til klokken 11 i aftes.