Jeg har en veninde, som jeg bruger meget tid sammen med. Hun er klog, sjov og ved en masse. Vi kan grine og græde sammen. Hun har dog én stor fejl: Hun mangler selvtillid. Ikke at jeg altid har min selvtillid helt oppe, men hun har slet ingen. Derfor gemmer hun sig bag perfektionisme. Alt, hvad hun gør, er perfekt, alt, hvad hun siger, er korrekt. Når vi taler om politik, er jeg tit uenig med hende, men hendes argumenter er meget stærke, og jeg må ofte give hende ret. Måske giver jeg hende ret, fordi jeg ved, hun elsker at få det sidste ord.
Jazz på keyboard
Forleden kom vi så til at tale om musik. Jeg fortalte hende, at jeg godt kan lide jazz. Hendes reaktion var: ”Nej, det mener du ikke. Det er da forfærdelig musik! De skriger jo, de synger ikke.” Jeg fortalte hende, at jazz ikke altid behøver at være skrigende trompeter, saxofoner, buldrende trommer og skingre stemmer. Det kan godt være meget behageligt at høre på – ja afslappende. Hun nægtede at høre på et stykke, jeg ville spille for hende.
Jeg har et keyboard, som jeg sommetider leger med. Selvom jeg ikke er den dygtigste musiker, så er det hyggeligt at kunne spille en gang imellem. Jeg købte keyboardet for et års tid siden mest, fordi jeg savnede at spille på klaver. Det blev købt i stedet for et klaver, fordi det er mindre. Jeg har ikke så meget plads i min lejlighed.
Min playliste
Jeg gjorde så det, at jeg sendte hende en playliste med udvalgte stykker jazz. Så kan hun høre det, når hun har lyst. Jeg afkrævede et løfte om, at hun nok skulle høre listen igennem, nu, når hun ikke vil høre mig spille for hende.
Jeg spurgte hende om, hvilken slags musik hun selv lytter til, når hun er alene hjemme og gerne vil slappe af. Hun fortalte mig, at godt kan lide at høre country og western-musik, og så sådan noget Hawaii-musik.
Ukulele musik
”Meget harmonisøgende musik”, tænkte jeg, ”typisk hende: Det gør ingen fortræd og provokerer heller ikke.” Jeg var lige ved at komme til at grine ad hende. Men det ville have såret hende, hvis jeg gjorde det. Derfor spurgte jeg hende om, hvad Hawaii-musik er. Er det den der musik, hvor de spiller på mini-guitarer, spurgte jeg hende. ”Det hedder ukulele”, fik jeg at vide, ”men ja, det er det.” Hun viste mig en video på YouTube med en tyk sanger, der spillede på sådan en ukulele, imens han sang en gammel sang, som i sin tid blev sunget af Judy Garland.
Ja, min tanke om det harmonisøgende var rigtig. Sangeren lavede kun harmoni. Hvis man lukkede øjnene og kun lyttede, så kunne man faktisk godt slappe af, men det blev lidt kedeligt i længden, syntes jeg.
Jeg forsøgte at overbevise hende om, at jazz også kan være afslappende, og nu, hvor vi havde YouTube fremme, fandt en tune, som kun er instrumental, og meget afslappende: ”Take Five” med Dave Brubeck. Hun lyttede til den og måtte give mig ret i, at det ikke var skingert.