Det er weekend, og jeg er alene hjemme. Jeg er på besøg hos mine forældre. Det var hyggeligt, da jeg ankom i går eftermiddags. Og da også her i morges. Men de er taget på indkøb og kommer nok ikke hjem før end en gang i eftermiddag. De snakkede noget om, at de faktisk havde en aftale om at spise frokost sammen med nogle af deres venner. Det er helt ok med mig. Jeg kan godt bruge lidt tid alene. Jeg har en plan om, at jeg vil øve mig. Jeg spiller musik. Trommer. Og det larmer jo, så jeg har en chance for at øve mig, uden at de bliver forstyrret og irriterede over at høre på det.
Band på efterskolen
Jeg er ved at øve mig på et stykke, som vi skal spille med bandet. Jeg er nemlig med i et band, vi har lavet på den musikefterskole, som jeg går på. Vi skal lave en forestilling, og vi har selv skrevet musikken til den. Jeg har fortalt mine forældre, at de ikke skal lave aftaler i den weekend, hvor vi opfører forestillingen. De skal nemlig komme og se, at jeg godt kan blive musiker.
Det er nemlig min drøm. Jeg vil gerne være professionel, og derfor bad jeg om at komme på en musikefterskole her i 10. klasse. Jeg vil nemlig gerne på et musikgymnasium og bagefter på konservatoriet. Jeg ved, at det er ambitiøst. Men hvis jeg ikke forbereder mig allerede nu, så bliver mine chancer formindsket.
Vil gerne være musiker
Da jeg fortalte mine forældre, at jeg vil være musiker, blev de noget forbavset. Der er ikke andre end mig i familien, der spiller på noget instrument. Men da de fandt ud af, at jeg faktisk havde en strategi, og havde undersøgt alt om det, var de villige til at undersøge, om jeg kunne komme på den skole, som jeg gerne ville. Musikefterskolen, som jeg går på, er meget eftertragtet, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne komme på den, da jeg tilmeldte mig. Men jeg var lidt heldig. Der var nogle andre, der havde skrevet sig op på ventelisten, som faldt fra. Det betød, at jeg kunne få plads på skolen. Og jeg er bare rigtigt glad for at gå der. Jeg lærer meget mere om musik end jeg nogensinde ville kunne på en almindelig skole.
Det bedste for mig
Og selvom mine forældre gerne ville betale for, at jeg fik privatundervisning, så er det bare det bedste. Fordi jeg er ikke alene om det. Jeg har nogle venner på skolen, som er lige så glade som jeg for den undervisning, vi får. Og det er fedt at få lov til at spille i et band sammen med dem. Jeg savner dem faktisk allerede. En af dem har allerede sendt mig en sms om, at han savner skolen og mig. Han er også hjemme på besøg hos sine forældre. Det er lidt sjovt at tænke på, at han også sidder og øver sig på sin guitar lige nu. Måske kunne vi jamme sammen via Skype eller noget i den stil. Lyden er ikke så god via Skype. Men alligevel.