Jeg savner virkeligt at komme på arbejde igen. Der er godt nok kun gået 2 uger. Men alligevel. Det her med at sidde herhjemme og undervise i de obligatoriske folkeskolefag på lang distance er ikke så sjovt. Nej, jeg vil hellere tilbage i klasselokalet, hvor jeg kan mærke, at der er liv og massevis af idéer under opsejling. Gode og dårlige. Det er ligegyldigt. Jeg elsker at arbejde med de her mennesker i den alder fra 8. – 10. klasse. De er bare så levende. De suger til sig som små udtørrede svampe. De vokser med opgaverne – bliver til store, frodige og muntre mennesker. Kan du forstå, hvorfor jeg savner at komme på arbejde igen? Godt.
Drama efterskole
Jeg underviser på en drama efterskole. Godt nok er mit fag ikke dramaturgi og iscenesættelse. Nej, det er såmænd bare dansk. Men hold da op, hvor har jeg set mange elever løbe med bolden, når vi laver tekstanalyse over teaterstykker. Det er helt utroligt, hvor meget de kan.
10. klasse på efterskole styrer!
Det kan godt være, at du tænker ”efterskole 10 klasse – det er en dødssejler” Jeg kan godt lige love dig, at det er det ikke. Det er hver eneste gang en livgivende oplevelse. At se en knægt på ca. 17 år stå og recitere Holberg og, så få det her lys i øjnene er bare fantastisk. Man kan jo se på drengen, at der er nogle ting, der går op for ham. Og man kan se iveren efter at arbejde videre med det. Er det ikke en gave at få, når man går på arbejde? Det synes jeg, det er. Og det er jeg taknemlig for. Men jeg er utaknemlig i disse dage. Fordi jeg får ikke den gave. Jeg er nødt til at blive hjemme. Og selv om vi har danskundervisning via vores platform, så er det bare ikke det samme. Man kan ikke altid høre stemmen, som læser op lige godt. Og derved går man glip af mange nuancer.
Sådan er det bare nu
Men vi må vel lære at leve med det indtil videre. Jeg håber, at vi snart kan vende tilbage til et normalt skoleliv. Og i det hele taget et normalt liv for alle. Det er da ikke sjovt for nogen som helst. Mine elever sender mig hver dag en morgenhilsen. Det er jeg utroligt glad for. Jeg tror, de gør det, fordi jeg altid har været meget åben – og konsekvent – overfor dem. Jeg er ikke hende, der pakker tingene ind. Hvis de laver noget lort, ja, så får de det at vide. Hvis de laver noget vidunderligt, så får de også det at vide. Sådan skal det være.
Det er den måde, jeg bygger tillid mellem os op på. Ved at være hudløst ærlig overfor dem. Og ved at forlange, at de også er ærlige overfor mig og – mere vigtigt – dem selv.
Du synes måske, at det lyder sådan lidt blomsterbarnsagtigt. Det gør det da også. Men ved du, hvad? Det virker. Det virker ekstremt godt. Og der er da en grund til, at jeg stadig får hilsner fra tidligere elever – selv om de er kommet godt videre i deres liv efter 15 – 20 år.