Måden, du vælger at indrette dit hjem på, siger mere om dig, end du tror. Hvilke møbler har du? Hvad hænger der på dine vægge? Hænger der overhovedet noget på dine vægge? Bruger du farver i indretning? Er du mest til sort og hvid?
Der ligger rigtig mange svar gemt i dine indretningsvalg, og det kan være sjovt at være lidt bevidst om, hvad ens valg egentlig udstråler.
Her vil vi se nærmere på, hvad man kan hænge på sine vægge, og hvad de enkelte ting udstråler.
Læs med og bliv inspireret – måske kan du endda se dig selv i nogle af de fremhævede tendenser?
Den multifunktionelle
Er du typen, som klapper i dine hænder, når du træffer et indretningsvalg, som tjener flere funktioner på én gang?
I så fald kan du blive inspireret her, når vi gennemgår to af de helt oplagte kandidater i denne kategori.
Først og fremmest skal gentænkningen af radiatoren nævnes. En radiator i dag er nemlig meget mere end den store, tunge blok, som hænger under vinduet i de fleste hjem. Den vertikale radiator adskiller sig fra den gammeldags radiator ved flere ting, men først og fremmest hænger den, som navnet antyder, vertikalt.
Radiatoren fås i et væld af forskellige farver, overflader, størrelser og udtryk, og vælger du eksempelvis en spejlglasoverflade, tjener radiatoren både som spejl og varmekilde, mens du ved valg af en given farve kan understøtte hele den eksisterende farvekode i hjemmet, samtidig med at dit hjem bliver opvarmet.
Dernæst skal den væghængte biopejs nævnes. Endnu en varmekilde, men med et helt andet og mere naturligt udtryk. Ved en biopejs får du en fleksibel varmekilde, som kan installeres i alle hjem, og som endda forurener miljøet mindre end den originale pejs.
Derudover kommer den enorme diversitet blandt markedets produkter, og du har mulighed for at vælge lige præcis den type indramning af dine flammer, som du ønsker.
Den kunstinteresserede
En helt naturlig og ikke-banebrydende ting at hænge på sine vægge er kunst, og det er særligt herigennem, at dine valg vil afspejle din person. Er du til det abstrakte, det farverige, det naturtro, det naturlige eller noget helt femte?
Uanset dine præferencer og din pengepung vil du kunne finde et kunstværk, som kan pryde din væg og fortælle lidt om, hvem du er.
Den belæste
De fleste af os kan sikkert blive enige om, at bøger er smukke, og at de giver en helt særlig sjæl og atmosfære til et hjem, og mange har da også deres bøger stående fremme i reoler.
Er du særligt vild med bøger, og har du mange af dem, kan du tage det et skridt videre og bruge gulv til loft-/væg til væg-reol som udsmykning. Når en reol fylder hele væggen, kan det give en ro til rummet, og hvis du endda farvekoordinerer dine bøger, får du en ekstra dimension til vægpynten.
Familiemennesket
Billeder af vores kære er noget af det hyggeligste, der findes. Ønsker du at signalere din kærlighed til din familie gennem din indretning, kan du overveje at lave en billedvæg med familiebilleder.
For et stringent udtryk kan det anbefales at have billederne i ens rammer og hænge dem lige i forhold til hinanden. Er du derimod mere til et ”rodet” udtryk, kan du få et rigtig fint resultat ved at bruge forskellige rammer, gamle som nye, store som små, og hænge billederne forskudt fra hinanden.
Nogle siger, at det altid er en god idé at lade billeder på en billedvæg flugte på én eller anden måde, men det rodede udtryk kan nu altså også noget.