Jeg er så rasende på mig selv, over at jeg ikke har opdaget det tidligere. Samtidigt er jeg også godt gal i skralden over, at min veninde ikke har sagt noget. Det burde hun have gjort for lang tid siden. Og jeg burde have opdaget det for lang tid siden. At hun blev udsat for psykisk vold derhjemme. Hendes mand er en kontrolfreak, og hun har i mange måneder ikke kunnet bevæge sig udenfor en dør uden at skulle stå til regnskab for, hvor hun har været, hvem hun har været sammen med, og hvor længe og al den slags. Det slap ud, da vi talte i telefon i tirsdags.
Startede uskyldigt
Jeg havde ringet hende op for at høre, om hun ville med mig ud og drikke en kop kaffe sammen den efterfølgende dag. Hun sagde, at det ville hun gerne, men at hun var bange for skænderiet, der ville komme samme eftermiddag, når hendes mand kom hjem og så, at hun ikke var hjemme.
Da jeg spurgte ind til hende om, hvad det er for noget, fortalte hun, at han i de sidste måneders tid har været fuldkommen umulig at leve sammen med. Hun fortalte, at hun nærmest skulle give ham en rapport over hvert eneste skridt, hun har taget. Hver dag. ”Det virker, som om at han er jaloux på alle”, sagde hun. ”Jeg kan ikke gå i supermarkedet uden at få en bemærkning om, at han ikke tror på mig.”
Forfærdelige forhold i hjemmet
Det er jo forfærdelige forhold at leve under. Nu kunne jeg bedre forstå, hvorfor hun havde sagt nej tak til tidligere invitationer til at gå ud og drikke en kop kaffe sammen og få en tøsesludder.
Hidtil havde hun givet mig forskellige undskyldninger, såsom at hun havde en aftale hos tandlægen, eller skulle til forældremøde på skolen. Du ved sådan nogen ting, som bare skal gøres.
Og det undrer mig, at jeg ikke så mønstret. Det er ikke et tilfælde, at hun altid skal noget på de tidspunkter, jeg foreslår, vi mødes. Hver gang har jeg bare tænkt: ”Ok, jeg ringer igen en anden dag.”
Udsat for vold fortjener ingen
Men da hun fortalte mig om den virkelige situation, blev jeg meget chokeret. Og gal i hovedet. Jeg fortalte hende, at jeg syntes, at hun burde komme ud af huset. Det er ikke meningen, at hun skal gå og være bange for at komme i et forhør af sin mand eller blive udsat for vold, vel? Hun har da lov til at se sine veninder – og mig.
Vi talte frem og tilbage om situationen. Hun vil sådan set helst undgå at skabe opmærksomhed om det. Men måske er det en kilde til et endnu dårlige liv for hende?
Måske et krisecenter
Jeg har overvejet at undersøge, om der er noget. jeg kan gøre hende. Jeg kan tilbyde hende, at hun flytter hjem til mig i nogle dage. Men holder det? Hvad med deres søn? Måske skal jeg foreslå hende, at hun ringer til et kvindekrisecenter og hører om hun, og drengen kan bo der i noget tid? Måske kan de hjælpe hende videre. Måske er det bare et spørgsmål om, at hun får sin mand overbevist om, at han skal til en psykolog, og have hjælp til at komme over den jalousi, han føler?