Det viste sig at blive en udfordrende opgave, men også en af de sjove at have med at gøre, da jeg i min egenskab af indretningsarkitekt sagde ja til opgaven med at stå for indretningen af en ny butik med papirhandel i vores naboby. Indehaveren af butikken havde nogle helt specielle ønsker til indretningen, som han ville have til at signalere noget meget eksklusivt overfor sine kommende kunder.
Særlige ønsker
Hans udgangspunkt var, at de forskellige varer skal være synlige for kunderne, men samtidig skulle inventaret som sagt være meget eksklusivt. Han ville ikke have nogle ”kolde” reoler i stål til at udstille sine papirvarer, som han udtrykte det. Han var villig til at betale, hvad det koster, at få alt inventaret specialfremstillet i ædle træsorter.
Udstille kuverter
Hans ønsker – og dermed min opgave – var for eksempel, at udvalget af forskellige kuverter skulle præsenteres som en eksklusiv vare, og reolerne skulle udformes, så kunderne kan se de enkelte kuverter hver for sig, mens der også skal ligge stakke af kuverter sammen med det udstillede eksemplar, så papirhandleren og hans ansatte ikke skal ind bagved på lageret, hvis en kunde for eksempel kun skal bruge et mindre antal kuverter.
Papirhandleren ønskede også at få fremstillet nogle ret store trækasser uden låg til de ruller af papir, han også forhandler. Sådan noget som gavepapir skal jo gerne kunne ses, så hans ide var, at han uden på hver enkelt kasse kan klæbe et stykke af gavepapiret på, så kunderne kan vurdere papirets udseende og ikke skal nøjes med at kigge på en rulle.
På den måde var der faktisk temmelig mange helt specielle ønsker, jeg skulle tilgodese. Og det hele var temmelig nyt for mig, idet jeg aldrig tidligere har haft til opgave at stå for indretningen af en papirhandel.
Paprør er faktisk miljøvenlige
Et eksempel på det var papirhandlerens krav om en speciel reol til udstilling af de mange forskellige paprør, han også forhandler. Han forklarede mig, at der de senere år har været en stadigt stigende efterspørgsel efter netop paprør, fordi de er meget velegnede til forsendelse af en række forskellige emner, så flere og flere virksomheder bruger paprør som emballage til emner af en begrænset størrelse. Det hænger også sammen med, at sådan nogle rør virker lidt mere spændende for modtageren end en almindelig, firkantet æske.
Jeg gav mig i kast med at designe de forskellige reoler og andet i overensstemmelse med papirhandlerens ideer, og det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk syntes rigtig godt om hans ideer. For mig som arkitekt var det også en fornøjelse at designe den slags med den viden i baghovedet, at jeg ikke behøvede at tænke på omkostningerne, for dem var papirhandleren tilsyneladende helt ligeglad med.
Det blev også til en sjov opgave for det snedkeri, som jeg bestilte til at fremstille inventaret. Nu, hvor butikken står flot og færdig, har det været en fornøjelse for mig at aflægge den et par besøg. Jeg må erkende, at det flotte inventar har givet en helt speciel atmosfære i butikslokalet, som givetvis smitter af på kundernes købelyst.