Skal man lave øjenlåg?

Skal man, eller skal man ikke? Have en øjenlågsoperation. Det er mit store spørgsmål i disse tider. Jeg er så ked af de poser, jeg har under øjnene. Jeg ser forfærdelig ud. Træt. Og trist. Ligegyldigt, hvor meget jeg gør for at kamuflere dem med makeup og cremer, så er de der og med tiden er de blevet meget tydeligere. Nu er der også begyndt at komme dybe rynker omkring dem, så jeg skal til at tage en beslutning.

Skal jeg gøre det?

Skal jeg hive et par uger ud af kalenderen og få de poser fjernet? Jeg ved, at det vil tage et par uger, inden jeg vil vise mig offentligt efter sådan en øjenlågsoperation. Jeg har læst et eller andet sted, at man ligner én, der har fået nogen på bærret efter sådan en operation. Og det er jo klart. Det er en operation, og der bliver skabt et sår, og det kan bløde, og det er et meget følsomt sted i ansigtet, så hævelser vil også forekomme. Men et par uger. Er det lang tid i forhold til den lettelse, det vil være ikke at have de grimme, poser under øjnene i de næste mange år? Det synes jeg ikke, det er.

Tør jeg få en operation?

Men har jeg modet til at få dem fjernet? Jeg er jo lidt af en kylling, når det handler om ting, der kan gøre ondt på mig. Og det er jo en operation. Der kommer sår. Og det er mine øjne. Jeg vil da gerne kunne blive ved med at se. Kan jeg være sikker på, at kirurgen har en rolig hånd og ikke kommer til at skamfere mit ansigt? Ja, tankerne og spørgsmålene er mange. Så hvad skal man gøre?
Hvis jeg nu beslutter mig for at få øjenlågsoperationen, vil der så være et ar, man kan se bagefter? Jeg ved godt, at ar kan forsvinde efter en del tid, men jo yngre man er, jo hurtigere, sker det, hvis det sker. Jeg er jo ikke helt ung, så jeg vil ikke have ar, der er tydelige, under øjnene.
Jeg har læst, at der findes en særlig teknik, som bruges til at sy huden sammen, så der ikke kommer ar. Sutur hedder det. Hvordan udtales det? ’Sytur’, ’Sytyr’, ’Sotyr’, eller ’Sutur’, sådan som det skrives?

Hvad med synet?

Og kan man se efter operation? Jeg mener, de skriver godt nok, at man skal holde sig i ro, men kan der komme komplikationer for øjet, så man bliver blind? Får man forbinding på øjnene lige efter operationen? Ja, så kan man da ikke se, før den kommer af igen. Det er nok grunden til, at de der øjenlæger skriver på deres sites, at man helst skal ledsages hjem efter operationen. Ikke kun fordi man får bedøvelse, men også fordi man simpelthen ikke kan se noget.
Jeg er god til at finde på svinkeærinder, kan jeg se.

Det er min måde at udskyde beslutningen på. Jeg har jo også læst på de der sites, at der sjældent kommer komplikationer, at det ikke kan mærkes, når huden skæres væk, at med lidt omhu og forsigtighed fra min side, så vil jeg være tilbage til fuld styrke og virke efter et par uger, når hævelsen har fortaget sig.
Tag nu den beslutning, du ved, er rigtig!

Skriv et svar