Der er intet bedre og mere inspirerende end at tage på en forlænget weekend til en storby, synes jeg. Jeg elsker det. Sådan en mini storbyferie. Jeg kan især godt lide, at det er et kort ophold. 3 dage og 2 overnatninger. Så er jeg nemlig sikker på, at jeg ikke når at se alt det, som jeg gerne vil nå.
Og det giver mig en rigtig god undskyldning for at tage på endnu en storbyferie. Jeg har faktisk været i de fleste hovedstæder i hele Europa. Jeg mangler lige Madrid og Dublin. Det er også de storbyer, der står øverst på min liste.
Kort visit?
Men det her med, at det skal være et kort visit, det udspringer af, at jeg engang var i Paris i en hel uge. Vi var 4 mennesker, som rejste sammen, og vi fik gået mange meget lange ture. Faktisk så meget, at mine sko blev slidt itu. Og vi nåede ikke at se halvdelen af, hvad vi havde planlagt. Fordi så skulle den ene lige nå noget, og så skulle den anden lige noget andet. Der var derfor mange ’pauser’, hvor vi ventede på hinanden. Ok, jeg gjorde det også selv. Vi kom jo forbi den her antikvitetsbutik, og så måtte jeg lige ind og kigge i den, mens de andre ventede. Det går ikke. Vi blev trætte og lidt irriterede på hinanden af at skulle vente på gaden.
Men 3 dage, det er fint, til en storbyferie. Så kan man nå at se en masse, og man får, også tid til at slappe af. Og det er lidt svært at nå at blive irriteret på en anden, fordi alle ved, at tiden er begrænset.
Når man er på storbyferie, så synes jeg, at det er bedst at gå fra sted 1 til sted 2. På den måde ser man byen, man hører den, lugter den og kan iagttage, hvordan folk, der bor i byen, er. Der er da intet bedre end at sidde på en café i Rom og, så kigge på italienerne.
Masser af gåture
Storbyferier kræver bare, at man har gode sko til at gå langt med. Det er ikke usædvanligt, at vi får gået mellem 20 og 25 km. Det er sådan ca. den samme afstand, der er mellem rastestederne langs hærvejen. En dagsmarch. Op til 30 km. I en storby bliver man dog bremset af rødt for fodgængere, eller af køer. Det bliver man ikke, når man er på march.
Og det er jo en fin måde at få motion på, når man går rundt og kigger på arkitekturen, eller når man shopper. Det skal man også, når man er i en storby.
Der er mange mennesker, som ikke gider at gå, når de er på storbyferie. Oftest tager de metroen. Det er hurtigst. Ja, det er det, men det er da også den kedeligste måde at se en storby på. De får da ikke set byen. Kun metrostationerne og stedet de rejser med metroen til. Metrostationer er ikke spændende. Medmindre man er i Moskva, som er kendt for sine flotte gamle metrostationer.