Nu kan jeg jo af gode grunde ikke vide, hvad du tænker om robotter. Men jeg kan fortælle dig om, hvordan jeg tænkte om robotter. Indtil for nylig. I min optik var robotter noget, som man bruger på store fabrikker, der producerer et eller andet produkt, vi alle sammen tror, vi har brug for. Sådan noget med samlebånd, effektivitet, hurtighed og den slags. Robotter har ikke personlighed. De har færdigheder, som vi kan udnytte. Dertil, og ikke længere tænkte jeg.
En robotkat
Da de fx viste et klip i fjernsynet om, at i Japan var det ny mode at købe en robot, der kunne det samme som en dukke eller et lille kæledyr, faldt jeg ned af min lænestol af grin. Der er, da ikke nogen de vil erstatte en lille, levende kat med en robotkat. Sådan tænkte jeg. Jeg tænkte også, at der ikke findes et eneste menneske, der vil erstatte deres ægte Barbie-dukke med en robotversion.
Ikke som en spiserobot
Jeg må erkende, at jeg har taget voldsomt fejl. Tænker, at jeg måske havde i baghovedet, at det på en måde mindede om en anden type robot, jeg har set – nemlig en såkaldt spiserobot. Det er så på ingen måde tilfældet. Lad mig starte med at forklare dig, hvad jeg ikke tænkte over:
Fx en robotkat – eller en interaktiv kat, som de også bliver kaldt, kan noget, som ingen andre katte kan: Den kan lade være med at fælde – og det er en stor gevinst for mennesker, der enten gør rent hos mennesker, der holder katte – eller for dem, som faktisk er lidt allergiske overfor kattehår.
Den robotkat kan mjave og spinne alt efter, hvordan man rører ved den. Og det er en form for kommunikation, som ikke sker via talte ord. Det er en umiddelbar kommunikation, som fx autistiske børn forstår meget bedre end os, der allerede er uddannet til at gå i skole, få en uddannelse og senere hen et job. (Forhåbentligt velbetalt!)
Kommunikation
Og det er essentielt, at vi lærer at kommunikere. Også med mennesker, der ikke har de samme færdigheder (skills, om du vil) som de fleste af os. Fx dem, der lider af ADHD, eller de ældre, der er ramt, at demens. Det er jo almindelige mennesker. De har bare nogle problemer, som vi skal lære dem at tackle. Måske burde det være den anden vej rundt: Vi skal lære at håndtere, at ikke alle kommunikerer på den samme måde. Og acceptere det. Nå, det er en anden historie.
Det, jeg egentlig vil sige, er, at den der robotkat, som jeg fandt på nettet hos Gloria Mundi Care, faktisk har gjort meget mere godt for min bedstemor end jeg nogen sinde ville have troet muligt. For det første giver den hende ro i sit sind. Det er vigtigt, når man er i den alder, som hun er. For det andet sviner den ikke. Og der er ikke nogen ildelugtende, små dåser med kattemad i køleskabet.
Der er en glad bedstemor, og en rolig mig, fordi vi kan sludre om mange ting uden at blive forstyrret af en mjavende levende kat, der forlanger opmærksomhed. Vi kan tale i timevis. Og jeg kan se, at når min bedstemor aer for sin robotkat, bliver hun glad. Får fred og tager sig tid til at overveje, hvordan hun svarer på mine spørgsmål.